En fantastisk vision er blevet virkelighed!
Den 190m høje Turning Torso kan ikke undgå at imponere – med den unikke kombination af skulptur og bygning må man sige, at der er tale om et landemærke i verdensklasse.
Beliggende nordvest for Malmø Centralstation er Västra Hamnen i dag et attraktivt område med moderne boliger, butikker, smarte caféer og erhvervsejendomme. Som ”kronen på værket” tårner den imponerende bygning Turning Torso sig - bogstaveligt talt - op over Malmøs skyline. Designet er inspireret af én af Calatravas tidligere marmorskulpturer, baseret på formen af en drejet menneskekrop.
Västra Hamnen
Det har dog langt fra altid været sådan. I 90’erne var Västra Hamnen et af Malmøs nok kedeligste områder, med industrihavn, skibsværft og store kraner. Startskuddet til områdets hurtige udvikling gik med afholdelse af den europæiske boligmesse BO01 i netop Västra Hamnen, som skabte inspiration til nye kreative løsninger indenfor byggeri. Malmøs nye bydel lokker således i dag med spændende arkitektur, fine strandpromenader, maritim atmosfære, strand, restauranter og en fantastisk udsigt over Øresund. Læs mere om Västra Hamnen her.
Santiago Calatrava
Turning Torso, som påbegyndtes i 2001 og stod færdig i 2006, er tegnet af den verdensberømte spanske arkitekt Santiago Calatrava og består af 9 store ’kuber’, med i alt 54 etager, som fra sokkel til bygningens top har en ”vridning” på 90 grader. Designet er inspireret af én af Calatravas tidligere marmorskulpturer, baseret på formen af en drejet menneskekrop.
Bygningen er indrettet med 147 private lejligheder, 10 etager med kontorlokaler og mødefaciliteter på de to øverste etager. Turning Torso er hurtigt blevet en integreret del af Malmøs bymiljø og ’brand’. Det er om sommeren muligt for besøgende at komme en tur op på toppen af bygningen, men kun ved forudgående bestilling og i mindre grupper. Dette, eftersom bygningen jo faktisk er en privat beboelsesejendom. Læs mere om Santiago Calatrava her.