Slægtsforskning

Over 1,2 millioner svenskere emigrerede til Nordamerika – hvilket udgør en af de største udvandringer fra et europæisk land. De mange svenske udvandrere blev kun overgået af emigrationen fra Irland og Norge, og i år 1900 boede hver femte person, der var født i Sverige, i USA.

Få etniske befolkningsgrupper i Nordamerika har vist større interesse for deres egen historie end svenskerne. Måske er du en af de mange, der har svenske forfædre? I dag er det let at søge efter sine rødder.

De fleste af de oprindelige svenske kirkebøger, folketællinger, registre over udvandringen, testamenter og lignende fra ca. 1700 til de første årtier i 1900-tallet er nu registreret på mikrofilm og mikrofiche, som nemt kan sendes til centre for slægtsforskning og indgå i deres materiale. Der findes også mange andre hjælpemidler, der kan udnyttes i søgningen, som statstidende, landkort og lignende.

Man kan også forsøge at spore sin slægt online, før man tager til Sverige. Svenska Emigrantinstitutet er et nationalt forskningscenter, som kan hjælpe med at finde frem til nulevende slægtninge og etablere kontakt med dem. Instituttet arrangerer desuden kurser i slægtsforskning og kan f.eks. hjælpe med at tyde gamle håndskrevne dokumenter.

Instituttet har Europas største samling af emigrationshistorie og råder over et areal på godt 1.200 m2, der rummer udstillinger, bibliotek, arkiver og læserum. Samlingerne dækker perioden 1846-1930, hvor 1,2 millioner mennesker forlod Sverige og slog sig ned i udlandet. Arkivmaterialet udgør godt 1.800 hyldemeter, der er over 20.000 titler i biblioteket, og den samlede beholdning af data i database og kirkebøger indeholder bogstaveligt millioner af navne, datoer og steder.

Derfor er det vigtigt, at du indleder dine undersøgelser i god tid i forvejen og giver instituttet så mange oplysninger som overhovedet muligt om dine forfædre, så medarbejderne bedre kan forberede dit besøg.


Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden