Så dygtige har italienere og franskmænd været til at formidle deres gastronomiske kulturarv og velsmagende specialiteter. Vi er helt enkelt programmeret til at længes efter frembringelserne fra deres køkkener!
Vestsverige er ikke lige så internationalt kendt som Italien og Frankrig blandt de madglade – endnu! Men den vestre del side af Sverige, ikke mindst Bohuslän med sit magiske spisekammer fyldt med hummer, krebs, rejser og østers, er på vej til at etablere sig i gastronomiens Europa.
Bohuslän erobrer spaltemillimeter i hobetal i internationale medier, hvor man har indset, at både råvarer og kogekunst i Vestsverige er værd både at nyde og bestemt at ”skrive hjem om”.
I dag har Vestsverige, d.v.s. Bohuslän, Dalsland og Västergötland over 30 restauranter, der skilter med emalje-tallerkenen med den blå kant udenfor døren; symbolet på ”Västsvensk Mersmak”. Baggrunden for ”Västsvensk Mersmak” er et antal kvalitetsudviklingsprogrammer, som regionens turistorganisation ”Västsvenska Turistrådet” har gennemført.
Programmerne har bl.a. haft til opgave, at restauranterne skulle udvikle den totale oplevelse af måltidet, benytte lokalt producerede og sæsonbestemte råvarer, formidle egnens fødevaretraditioner og selvfølgelig levere den bedst mulige service.