Sværhedsgraderne varierer over hele spektret. Generelt er klippeblokkene store, afrundede og fritliggende i bakkede områder med eller uden omgivende bøgeskov.
En meget bred vifte af specifikke tekniske udfordringer er repræsenteret i Kjugekull, med overvejende teknisk og friktionsafhængig klatring, hvilket garanterer stor tilfredshed hos selv de meget erfarne klatrere.
Mens de bedste klatreforhold generelt er i perioderne september - november og februar - april, kan man dog klatre hele året her.
Vær opmærksom på at det ikke er tilladt at kampere på selve Kjugekull.
Som et godt alternativ kan campingpladsen på Ivön (Ivøen) - som ligger i Ivösjön (Ivøsøen) nordøst for Kjugekull - anbefales. Her findes desuden café og toiletter. Kjugekull er beliggende ved Ivøsøen’s sydvestlige bred.
Ved ankomst fra sydlig retning ligger området ca. 1 kilometer før Bæckaskog Slot, hvor et skilt guider dig ad en sidevej på højre side til P-pladsen. Uanset om man er til klatring og ‘action’ er området bestemt et besøg værd, da naturen er skøn og ganske speciel.
Der er også kaffestue på vejen mod toppen - med tilknyttet hjemstavnsmuseum - en kiosk, samt spredte oldtidslevn i området, som kan udforskes. Efter endelig at have nået toppen af Kjugekull kan du nyde en fantastisk udsigt over Ivøsøen.