Johan Willner/Johnér
Ja, der er noget helt specielt, smukt og vildt over skærgårdens natur, som man kan savne i Danmark.
Det er storheden, kontrasterne mellem vand, land og klipper, det rige varierede dyreliv og – ikke mindst – pladsen til at gøre egne opdagelser.
I Blekinge finder du Sveriges sydligste skærgård, bestående af tæt ved tusind små og større klippeøer. Landskabet er billedskønt, fuld af charme og med forholdsvis korte afstande mellem den indre og ydre skærgård – på dette område adskiller Blekinge sig fra de øvrige skærgårdsområder. Desuden er rigtig mange af klippeøerne her dækket af løvskov. Det er smukt og specielt.
Selv regionens største byer - med deres historiske og kulturelle seværdigheder, samt andre bekvemmeligheder – ligger nærmest lige i skærgården, som derfor aldrig er langt væk. Karlskrona kan siges ligefrem at være funderet på skærgårdsøer, mens Karlshamn er omgivet af skærgården og Sölvesborg ligger lige i overgangen mellem denne og de dejlige sandstrande.
Blekinge har noget for alle – skærgården danner den perfekte ramme omkring kystbyerne Karlskrona, Ronneby og Karlshamn, som byder på et hav af seværdigheder og aktiviteter for både store og små.
Tag på en smuk og anderledes dagsudflugt med båd til Hanø, eller gør øen til selve målet for din ferie. På Hanø er der, foruden kulturminder og seværdigheder, masser af natur at nyde til en hel ferie.