18. februar 2013

To ud af tre danskere dropper træningsøvelser inden skiferien

To ud af tre skiglade danskere laver ikke træningsøvelser, der ellers forebygger skader og forbereder kroppen til skiturens fysiske udfordringer, viser en helt ny undersøgelse udarbejdet af Epinion for VisitSweden.

En række simple øvelser, der ofte ikke kræver mere end en yogamåtte, en stol eller bare et gulv, kan være med til at mindske risikoen for skader på skiferien og samtidig forberede kroppen på de fysiske strabadser, skiløbet udsætter kroppen for flere timer dagligt på de sneklædte løjper. Men næsten to ud af tre af de skirejsende danskere laver ikke træningsøvelser inden skiferien. Det viser en helt ny undersøgelse foretaget af Epinion for VisitSweden.

”En skitur kan være meget fysisk krævende, og det er i alles interesse at komme helskindet hjem igen, derfor er det da bare drøn irriterende, hvis ferien starter med en overbelastning eller ømhed. Der findes mange forskellige, men alle ret simple øvelser, der forbereder kroppen til skituren, ligesom der findes øvelser specifikt til snowboard, langrend, telemark og selvfølgelig alpint skiløb, og det er en god investering at bruge lidt tid på de få øvelser inden ferien, så man i hvert fald selv har gjort sit for at undgå skader eller ubehag. Samtidig er det bevist, at hvis man laver øvelserne, får man mere ud af skituren og mindsker risikoen for skader,” siger Anna Kron Boysen PR Manager fra VisitSweden, der desuden anbefaler at fortsætte træningen i ferien.

”I Sälen er der f.eks. super træningsfaciliteter, så man både kan styrketræne på hold og svømme ved siden af skiløbet, og ellers er det en god idé i familien at starte dagen i hytten med lidt fælles opvarmning, så muskler og led er klar til dagens fysiske udfoldelser - men det allerbedste er selvfølgelig at starte med at lave øvelserne ca. 6 uger før, man skal af sted”, siger Anna Kron Boysen.

Aktiviteter ved siden af skiløbet bliver mere populært

Og selvom man er af sted på en skiferie, så bliver det stadig mere og mere populært også at være aktiv med familie og venner, når dagen på pisterne er slut. ”Langt de fleste skisportssteder i Sverige tilbyder en lang række aktiviteter uden for pisterne, og mange af dem er faktisk også fysiske i større eller mindre grad. Svømmehaller med mulighed for at svømme baner, gå i spa eller lege med børnene er rigtig populært”, siger Anna Kron Boysen.

Fakta – Guide til nogle af de bedste Svenske skidestinationer med træningsmuligheder

Sälen

Udover at være Nordeuropas største sammenhængende alpine skiområde med 117 pister tilbyder Sälen også træningsfaciliteter, der er helt i top. Den kæmpestore bygning Experium rummer både biograf, bowling, et kæmpe vandland og T.O.K.A-Gym, der tilbyder holdtræning, yoga, spinning og styrketræning. Udover Experium findes også andre svømmehaller fordelt i området, så der er noget tæt på alle. Hvis man er mere til at fortsætte motionen i den friske bjergluft, er der bl.a. mulighed for vandrespor og langrendsture.

Stöten i Sälen

Vattufjäll er Stötens aktivitetshus med alt, der behøves, når løjperne er lukket efter en lang dag eller vejret bare er mere til indendørsaktiviteter. Huset inviterer inden for i badelandet, der byder på forskellige bassiner, boble-pools og udendørs jacuzzi, og lige ved siden af ligger Vattufjäll SPA med mange forskellige wellness behandlinger, hvoraf flere er inspireret af fjeldverdenen. Lidt længere inde i aktivitetshuset ligger bowlingbanerne, hvor der sidst på aftenen spilles med både lys og lyd. Velkommen til discobowling!

Idre Fjäll

Idre Fjäll er familiens favoritdestination med stort snowboardland, herlige børneområder, langrend og masser af afterski-aktiviteter. Og foruden godt skiløb byder Idre Fjäll på forskellige aktiviteter som bob- og hundeslæde, kanetur, børnenes afterski, bowling, sportscenter og badeland.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen omhandler danskernes skiferievaner. Den er udarbejdet på baggrund af i alt 1.007 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er udarbejdet af Epinion for VisitSweden og er gennemført som en webbaseret undersøgelse på Epinions Danmarkspanel i perioden december 2012 til januar 2013. Afsender: VisitSweden 

Se mere på  www.skiferie.visitsweden.com og www.meresverige.dk

For pressespørgsmål kontakt:

Anna Kron Boysen
PR Manager
VisitSweden
tlf: +45 26 16 13 76

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden