13. april 2011

Spring ud i det sydsvenske forår!

Påskeferien står for døren, og lige på den anden side af vandet lokker Sydsverige med gudesmuk forårsklædt natur, hyggelige city-udflugter og enestående oplevelser, hvad end man er til kultur, gastronomi, udflugter på to hjul, eventyrlige haver eller parker og vild natur.

Det er blevet den tid på året igen, hvor fuglekvidder, frisk nyslået græs og en lun havbrise atter giver os mod på at tage ud i det blå og opleve nyt. Ovenpå en lang, kold vinter byder Sydsverige sig til som et enestående forårsskatkammer – og et oplagt udflugtsmål i påsken – i overskuelig afstand fra Danmark og med oplevelser i alle prisklasser. VisitSweden har taget temperaturen på årets friskeste forårsoplevelser i Sydsverige netop nu.

Oplevelser på to hjul
Med sine 420 kilometer lange cykelstier, der snor sig gennem hele byen, er Malmø en oplagt og let tilgængelig destination for den cyklende turist. Og er du samtidig kunstinteresseret, er Malmø den perfekte destination: Malmø har nemlig intet mindre end 300 offentlige kunstværker, 40 gallerier og nogle af Sveriges bedste museer. Ønsker du i stedet unikke naturomgivelser på dit tohjulede Sverigesbesøg, kan du med fordel bevæge dig ud på de snoede og bakkede cykelstier i det naturskønne Sydsverige. Landsbyerne ligger tæt, så det er let at finde overnatning. Oplev f.eks. Skånespårets 800 km. lange cykelsti eller den 190 km. strækning langs Göta-kanalen.

Gourmet i Göteborg
Med sine i alt 12 Michelin-stjerner slår Sverige på det kulinariske felt Danmark med en enkelt Michelin-stjerne. Fem af de svenske spisesteder i topklasse ligger alle i Sveriges næststørste by Göteborg. Det gør byen ved Skagerrak til en af de førende gastronomiske byer i Nordeuropa, hvilket beliggenheden ved den svenske vestkyst og Kattegats farvande nok også har indflydelse på. Det giver nemlig direkte adgang til friske fisk og skaldyr året rundt.

Total selvforkælelse og afslapning
Sydsverige byder også på renselse og afslapning af krop og sind efter vinterens lange, mørke og kolde måneder. Et spaophold i det svenske kan ikke slå fejl med landets mangeårige og stolte tradition for sauna og spa. Skal turen kombineres med en kulinarisk oplevelse i Göteborg er Stenungsbaden Yacht Club, ca. 45 kilometer nord for Göteborg, et oplagt sted at blive klar til forår og sommer og vende hjem med ny energi og babyblød hud.
Besøg www.stenungsbaden.se.

Aktiv ferie – helt CO2-neutralt
Er du til fysisk aktivitet i samspil med den vilde svenske natur, så har Sverige også det helt rigtige til dig. Tag til Bohuslän, som ligger netop der, hvor Norge og Sverige mødes, ca. fem timers kørsel fra København eller en time fra Göteborg. Her kan du vandre, sejle i havkajak eller kano langs åer og søer, mountainbike langs kysten i de svenske Slick Rocks og fange din egen aftensmad ud fra kysten. Et helt CO2-neutralt hotel, Tingvall, er også at finde i området, hvis turen skal fuldendes med god ekstra samvittighed.

Antik- og loppemarkeder i Nordvestskåne
Ved påsketid begynder en af Sveriges store forårstraditioner, når svenske kunstnere i hobetal begynder at åbne dørene til deres private gemakker og til de såkaldte Kunstrunder byder besøgende indenfor og opleve kunsten på nærmeste hold. I Nordvestskåne har man taget konceptet et skridt videre til også at omfatte antik- og loppemarkeder, hvorfor man fra den 26. til 29. maj afholder Antikturen hvor mere en 25 forskellige antik- og loppemarkeder holder åbent på en og samme tid. Besøg www.antikturen.se

Fakta:

Sverige på to hjul: Få inspiration til en cykeltur i Malmø og Sydsverige på www.meresverige.dk Det koster ca. 100-150 svenske kroner at leje cykler i Sverige. Ellers kan du tage din egen med i toget for 80 kr. for en cykel-retur-billet. Se www.dsbfirst.dk

Gastronomi i Göteborg: Besøg en af de fem Michelin-restauranter i Göteborg:
• Kock & Vin: Eksperimenterende restaurant med menuer sammensat af fisk og skaldyr fra Skagerrak, grøntsager og kød fra Halland og andre lokale råvarer. www.kockvin.se
• Basement: En restaurant, der satser på det moderne ‘slow-cooking’, der stammer fra den franske skole. Dog med råvarer fra Sverige samt inspiration og smagsforstærkere fra Asien. www.restbasement.com
• 28+: Restauranten har siden 1991 haft en Michelin-stjerne, og stjernekokken Hans Borén har været køkkenchef de sidste ti år. www.28plus.se
• Fond: Hylder det nordiske køkken med masser af oste og mejeriprodukter på menukortet. www.fondrestaurant.com
• Sjömagasinet: Har siden 1999 været repræsenteret i Guide Michelin. Ligger smukt i Ostindisk Kompagnis mere end 200 år gamle pakhus ved Göteborgs havneindløb. Har siden 1994 været drevet af den svenske stjernekok Leif Mannerström. www.sjomagasinet.se

Afslappende spaophold: Få masser af gode idéer og find det helt rigtige sted til dig og en ven/veninde eller kæreste på www.meresverige.dk/oplevelser/wellness

Aktiv ferie i naturen: Få idéer og hjælp til planlægningen af den perfekte udendørsferie. Besøg bl.a. www.meresverige.dk, www.vestsverige.dk, www.tingvalla.info, www.evertssjobo.se

For pressespørgsmål kontakt:

Anna Kron Boysen
PR Manager
VisitSweden
tlf: +45 26 16 13 76

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden