31. marts 2011

Pippi Langstrømpe sendes på is i Malmö

Pippi Langstrømpe, der er den vel nok bedst kendte figur fra Astrid Lindgrens forunderlige børneunivers, får nu, sammen med Tommy, Annika og 23 andre karakterer fra Astrid Lindgrens børnebøger, is under fødderne. Det sker den 8. april i Malmö Arena hvor den storslåede forestilling ”Pippis eventyr på is” kan opleves for allerførste gang.

Verdens stærkeste pige Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump, bedre kendt som Pippi Langstrømpe, er kendt og elsket af børn og voksne i hele verden. Hvert år læser millioner af mennesker Astrid Lindgrens populære beretninger om Pippi, Annika, Tommy, Hr. Nilsson og alle de andre karakterer fra børnebøgerne om Pippi Langstrømpe. Med verdenspremieren på forestillingen ”Pippis eventyr på is” genskabes de to første Pippi-bøger i et festfyrværkeri af en forestilling for både store og små. En ting har dog været utrolig vigtig for forestillingens instruktør Rolf Degerlund, og det er at være tro mod originalmaterialet:

”Vores mål er at genskabe dette fantastiske eventyr – på is – med fremragende artister, skuespillere og professionelle skøjteløbere. Det har hele tiden været vores målsætning at være uhørt nøjagtige med at følge den originale fortælling og hverken lægge til eller trække fra i selve historien,” siger Rolf Degerlund om arbejdet med at skabe den næsten to timer lange forestilling.
Idemanden bag Pippis eventyr på is er svenske Johan Cahling, og han håber, at verdenspremieren kan være startskuddet til en lang række af forestillinger, der gerne skulle bringe showet rundt i hele verden:

”Vi har først og fremmest troet på, at historien om Pippi Langstrømpe ville fungere som en spetakulært is-forestilling og vi har gjort os mange overvejelser om, hvordan vi kunne skabe en forestilling som bidrager positivt til fortællingen om Pippe Langstrømpe og alle de andre karakterer fra Astrid Lindgrens fantastiske børnebøger. Desuden har vi haft som mål at skabe en forestilling, der er så flot og underholdende, at den kan bære en turné, der rækker langt ud over Sveriges grænser,” siger Johan Cahling, der også fortæller at man både før og efter forestillingen, vil kunne opleve aktiviteter og oplevelsesindtryk fra Pippis univers.

Verdenspremieren på ”Pippis eventyr på is” finder sted i Malmö Arena fredag den 8. april, og herefter følger seks forestillinger i blandt andet Göteborg og Stockholm. Er man hurtigt ude, er der få ledige billetter til forestillingen i Malmö Arena.

Læs mere om ”Pippis eventyr på is” på www.pippi.nu

For pressespørgsmål kontakt:

Anna Kron Boysen
PR Manager
VisitSweden
tlf: +45 26 16 13 76

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden