21. juni 2011

Malmøs herlige kultursommer

Malmø lokker med meget mere end shopping ikke mindst i løbet af sommeren, der byder på masser af gode kulturtilbud, som man kan supplere indkøbene med. Der er nemlig kunst og kultur for enhver smag og til alt slags vejr i Skånes største by. Ude såvel som inde byder byen på skønne og gratis kulturelle oplevelser. Vi har samlet nogle af de mest markante kulturtips til Malmø denne sommer.

De fleste danskere kender Malmø som en Skånes mest attraktive byer for shopping, og der langes hver eneste uge tusindvis af vare over disken til danskere, der sætter pris på Malmøs store udvalg af mode- og designprodukter. Men Malmø er meget mere end shopping – ja faktisk har byen de seneste år udviklet sig til, at blive en af Sveriges førende kulturbyer:

"Der er sket utrolig meget med Malmøs kulturscene de seneste år. Åbningen af Moderna Museet står måske som noget af det tydeligste, men i virkeligheden er det bare toppen af isbjerget rent kulturelt. Og denne sommer kan man opleve et hav af gratis kulturoplevelser – kulminerende under Malmöfestivalen i slutningen af august," siger Anna Kron Boysen fra VisitSweden, der herunder har samlet en liste over nogle af de mest interessante kulturoplevelser i Malmø sommer.

200 friluftsforestillinger

For sjette år i træk er der gratis sommerunderholdning på Sommarscen Malmö. Fra midten af juni til den 14. august afholdes der næsten 200 friluftsforestillinger i de forskellige parker i det centrale Malmø. Sommarscen Malmö arrangerer alt fra børneteater, danseforestillinger, litterære vandringer og jazz til film, cirkus, fællessang og musik fra hele verden.

Folkets Park & Urban Beach

Vil man videre i det fri, og har man små børn med, er Malmøs Folkets Park svaret på et sommerland med alt, hvad dertil hører. Her er karruseller, badesøer, bondegård i børnestørrelse, minigolf, stor legeplads og alverdens aktiviteter i sommerens løb. Der er sågar dansekurser og loppemarked og børneteater hver weekend i juli og august.

Hvis det bliver hedebølgevarmt, er der også råd for det. Urban Beach er sommerens strandevent på Västra Hamnen. I uge 26-31 arrangeres der for første gang Urban Beach, som man kender det fra andre storbyer. I den Västra Hamnen vil der være stranduger med aktiviteter for hele familien i vandet såvel som på stranden. Der vil være beach volley og streetdanceopvisninger i verdensklasse og meget, meget mere.

Til festival i byen

Den 19.-26. august kan man vælge at være med, når den farvestrålende Malmöfestivalen løber af stabelen. Malmöfestivalen er som den første svenske festival blevet belønnet med "A Greener Festival", hvilket er en af verdens mest prestigefulde miljøudmærkelser. Der er gratis at være med, og programmet byder på mere end 1.000 koncerter, forfatterinterviews, teaterforestillinger, eventyr for børn og voksne, sjov sport og mad fra hele verden. En af hovedattraktionerne er den franske cirkusgruppe Transe Express, der vil lave løjer og akrobatik i luften.

For skaterboys & -girls

Den 19.-21. august kan skateboardentusiaster få stillet trangen til at skate og se på, at andre gør det i Malmö UltraBowl i Stapelbäddsparken i Västra Hamnen. Der bliver en åben konkurrence for skaterpiger, og der afvikles VM i Flatfaln Freestyle.

Kunsten inden døre – med dansk deltagelse

Når det bliver for varmt eller for meget med al den udendørsaktivitet, kan man søge ind på et af Malmøs mange skønne kunstmuseer, der alle belyser modernismen på forskellig måde. På Moderna Museet Malmö gør Doris Salcedo, en af vor tids fremmeste skulptører, sin entre i Skandinavien, og Malmö Konsthall viser to store retrospektive udstillinger. Den ene med den danske kunstner Poul Gernes. Den anden med den spændende italiensk-brasilianske kunstner Anna Maria Maiolino. Moderna Museet Malmö viser også udstillinger med Marcel Duhcamps værker og udvalg af modernismens absolutte mestre – Pablo Picasso, George Braque, Henri Matisse, Wassily Kandinsky, Sonia Delaunay, Edvard Munch med flere.

Se mere på www.malmotown.com

For pressespørgsmål kontakt:

Anna Kron Boysen
PR Manager
VisitSweden
tlf: +45 26 16 13 76

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden