27. januar 2011

Malmø er meget mere end håndbold VM – kunst, kultur og shopping for eksempel

Begejstringen over håndbold VM i Malmø har været til at tage og føle på. Senest er der oprettet Facebook-grupper til fordel for den sydsvenske mini-metropol, som danskerne under VM i særlig grad har taget til sig. Men foruden den imponerende Malmø Arena og Håndbold VM, har Malmø meget at tilbyde danskerne, ikke mindst takke være nye togstationer, der med et giver danskerne adgang til nye sider af Malmø. Vi bringer her en lille guide til det nye Malmø.

Fra hovedbanegården i København er der nu blot 26 minutter til Malmø Arena, der er første stop på den anden side af sundet – den tur har mange af de godt 40.000 danske håndboldtilhængere taget den seneste uge. Men når VM slutter var det måske en ide at tage turen 3 minutter længere til Triangelstation i hjertet af Malmø. Den nye station er nemlig ikke bare et trafikalt og historisk knudepunkt for Malmø, den ligger også som indgangsport til nogle af Malmøs mest spændende kvarterer.
 
Triangelstation er bygget i en klippehule 25 meter under jorden og fra den har man adgang til masser af specialbutikker, musikklubber, kunstgallerier, gode restauranter og en bred vifte af eksotisk dufte og smagsindtryk. Ligesom også Malmö Konsthall, Malmö Opera og Malmø største park Pildammsparken ligger tæt ved.
 
Men hvor man skal begynde, og hvor skal man slutte?  Her kommer et par tips, der kan hjælpe lidt på vej:

Möllevången et eksotisk kaos
Malmøs mest farverige kvarter med livligt marked, butikker og restauranter der byder på smagsoplevelser fra hele verden. På Möllevångstorget findes et væld af orientalske delikatesseforretninger og billige specialbutikker med ost og fisk. Det er også her du finder nogle af byens bedste falafel. Og har du lyst, kan man hver uge komme med på den såkaldte ”Matkaravan”- et privat initiativ af lokale madnørder, som tager dig med på en spændende guidet tur med masser af smags-, syns- og duftindtryk fra hele verden.

Levende musikscener
Omkring Möllevången finder du også nogle af Malmøs bedste spillesteder. På Bergsgatan ligger Kulturbolaget eller i daglig tale bare KB, som er Malmøs ældste rockklub. På samme gad, findes også Inkonst i Mazetti kunstcenter og Bodoni med forskellige musikklubber. Sidst men ikke mindst er Debaser Malmø en anbefaling værd. Debaser er Stockholms mest berømte rock klub, og filialen i Folkets Park i Malmø er blevet en stor succes.

Malmøs Chokoladefabrik
På Möllevångsgatan/Bergsgatan er familie Hansson igen begyndt chokoladeproduktionen i den historiske chokoladefabrik, omend i en lidt mindre skala end tidligere. Her kan du købe håndlavede chokolader og Malmøs helt egen chokolade bar der bære navnet ’1888’ – chokoladefabrikken ligger sammen med kunstcentret Mazetti, der har til huse i de imponerende rammer i den gamle chokoladefabrik.

Malmøs nye Bryghus
Malmøs eneste bryggeri findes også i Mazettihuset på Bergsgatan. Kedelanlægget stammer faktisk fra Horsens Bryghus og produktion er efter et halvt år for alvor oppe og køre. Bryghuset producerer fem forskellige slags pilsner, hvedeøl, Pale Ale, indisk Pale Ale og en rig kakaoporter lavet med chokolade fra Malmøs Chokoladefabrik.

Design på Friisgatan
Lige bag Triangelstation ligger Friisgatan i en blød bue mellem den livlige Förstadsgatan og Norra Skolgatan. Her finder du et dejligt og farverigt miks af butikker og caféer. Eksempelvis Miloii & Genko der er en kombineret interiørdesign, modebutik og frisørsalon, mens du i Friishallen kan gå på loppemarked midt i byen.

Malmø Kunsthal og Malmø Opera
Malmø Kunsthal er tegnet af arkitekten Klas Anselm's. Den er en af Europas største rum for moderne samtidskunst. Her kan du både nyde spændende udstillinger og god mad i restauranten Smak (smag), som er en af Malmøs mest populære frokost steder.  Ikke langt fra Malmø Kunsthal finder du Malmö Opera bygget i funkisstil og tegnet af Sigurd Lewerentz, Erik Lallersted og David Helldén. Fra starten var det også byens største teater og det var her en ung Ingmar Bergman fik sin debut som teaterchef i 1950'erne. I dag spilles et bredt repertoire af både klassiske og nye operaværker, musicals og forestillinger for børn og unge.

Unikke designer og specialbutikker ved Davidshallstorg
Leder du efter små unikke butikker med eget design, second hand og vintage, bør du gå mod kvarteret omkring Davidshallstorg. Her finder du masser af butikker med deres egen personlige stil og charme samt gode restauranter, caféer og gallerier. Find din favorit designer hos Tjallamalla eller klæd hele familien i sjove designs fra Lollopard. Og bare et par gader væk er Fersen, en af Malmøs upcoming områder med både mode, design og kunstbutikker.
 
Malmøs største park
Pildammsparken få hundrede meter fra Triangelstation er Malmøs største park og det perfekte sted til bare at slappe af og eksempelvis nyde forårs og sommersolen – når den tid kommer. Parken har et rigt fugleliv, smukke blomsterbede og er et yndet mål for motionsløbere. I løbet af sommeren kan man desuden opleve teaterforestillinger og koncerter på parkens friluftsscene.

For pressespørgsmål kontakt:

Anna Kron Boysen
PR Manager
VisitSweden
tlf: +45 26 16 13 76

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden