8. april 2011

Danskerne vil holde aktivferie i Sydsverige

En omfattende undersøgelse foretaget af YouGov blandt mere end 5.000 danskere viser, at danskerne oplever Sydsverige som den mest attraktive region i eller tæt på Danmark, når der skal afholdes aktivferie – hele 40 procent af danskerne peger på Sydsverige mens Bornholm med 35 procent er nummer to. Hvad angår familieferien har Sydsverige også godt fat i danskerne, men må dog som region se sig slået af Jylland, viser undersøgelsen, som YouGov foretog på vegne af VisitSweden.

 

Analyseinstituttet YouGov har netop afsluttet en større markedsanalyse omhandlende danskernes rejsevaner i og omkring Danmark. Mere end 5.000 respondenter er blandt andet blevet spurgt om, hvilke regioner de finder mest attraktive til eksempelvis en aktiv- og familieferie. Foruden Jylland, Fyn og øerne, Sjælland og Bornholm kunne deltagerne også inkludere det sydlige Sverige, det sydlige Norge samt Nordtyskland i deres besvarelser. Resultatet viser, at hele 40 procent af danskerne oplever Sydsverige som den mest attraktive feriedestination, når det handler om aktivferie, men også når det gælder en mere traditionel familieferie har Sydsverige godt fat i danskerne:

”Vi har foretaget undersøgelsen for at følge udviklingen i danskernes rejsevaner og for at bruge resultaterne aktivt i udviklingen af vores turistprodukter i Sydsverige. Derfor er vi utrolig glade for, at danskerne oplever Sydsverige som den mest attraktive destination for aktivferie i deres nærområde, da vi har haft stort fokus på netop at fortælle den historie,” siger Anna Kron Boysen fra VisitSweden i Danmark, der samtidig på Sveriges vegne kan glæde sig over, at Sydsverige ligger foran både Fyn og Sjælland, når det gælder familieferie:

”At Sydsverige i undersøgelsen ligger efter Jylland i forhold til, hvad danskerne opfatter som den mest attraktive region til familieferie overrasker mig ikke. Men at mere end en tredjedel peger på Sydsverige til familieferien viser, at danskerne psykologisk set er begyndt at opfatte det sydlige Sverige på linje med eksempelvis Fyn og Sjælland, når det gælder rejser i nærområdet,” siger Anna Kron Boysen.

Fakta:

I undersøgelsen er 5.062 danskere blevet spurgt til rejsemønstre og rejsemæssige opfattelser af regionerne i og tæt ved Danmark. Det har i besvarelserne været muligt at pege på mere end en region. Undersøgelsen viser blandt andet at:

• 48 procent peger på Jylland som den mest attraktive region til en familieferie, mens Sydsverige med 38 procent  ligger foran både Fyn og Sjælland.

• 40 procent (44 procent blandt familier) peger på Sydsverige som den mest attraktive region til en aktivferie efterfulgt af Bornholm med 35 procent.

• 42 procent finder København og Sjælland mest attraktiv til shopping, mens 31 procent her peger på Sydsverige inklusiv Göteborg og Malmö.
 
Foto tekst: Med foråret på vej for alvor starter også sæsonen for klatring, kajak, mountainbike, ridning og mange andre udendørs aktiviteter der nyder godt af Sydsverige vilde natur.

For pressespørgsmål kontakt:

Anna Kron Boysen
PR Manager
VisitSweden
tlf: +45 26 16 13 76

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden