16. august 2010

Gratis totalfestival i Malmø

Se Band of Horses, danske Efterklang, byg din egen synthesizer eller tag børnene med i teater, når Malmöfestivalen d. 20.-27. august inviterer til en hel uge med musikalske topnavne fra hele verden, økologiske madoplevelser, teater, spoken word, stand-up, dans, kunst og performances. Og det er alt sammen gratis.

Når Malmöfestivalen for 26. gang byder velkommen fra den 20. til den 27. august, bliver det endnu en gang en totalfestival med et væld af optrædener, boder og oplevelser spredt ud over Malmö centrum. Og du behøver ikke spekulere på den ellers fordelagtige svenske kronekurs, for det er gratis.

Band of Horses og Lisa Nilsson
Stortorgets store scene rummer endnu flere koncerter end nogen sinde før. Her skal det amerikanske indierockband Band of Horses, som i juni gav en totalt udsolgt og flot anmeldt koncert i Falkoner, give koncert. På Stortorget er der også lagt op til et spændende møde mellem Jenny Wilson og Tensta Gospel Choir, og derudover vil sangerinden Lisa Nilsson give en jubilæumskoncert med sange fra sin 20-årige karriere.

Synthesizer workshop og Efterklang
På Posthusplatsen byder festivalen på et herligt miks af koncerter, tivoli, vandaktiviteter, madmarked og spisesteder på et og samme sted. Her skal bl.a. det danske band Efterklang, de svenske bands Shout Out Louds og The Haunted spille samt det amerikanske punkband Against Mel.
På vejen ind mod centrum bliver der skabt et strøg af overraskende kunst og design, hvor kendte kunstnere og designere udfolder sig frit i byens rum. Der bliver også modeinstallationer og en workshop, hvor man kan bygge sin egen synthesizer sammen med Syntjuntan.

Mad fra Øresundsregionen
I Øresund Cooking på Stortorget mødes madkendere og progressive kokke fra både Danmark og Sverige. I løbet af to festivaldage skal gourmeterne udrede, hvorledes maden i Øresundsområdet skal smage.
Endnu mere mad og drikke finder man på Gustav Adolfs torv. Her vil der være øl fra hele verden, et madmarked med luksuspølser, oste, honning og marmelader samt en specialimporteret brændeovn til bagning af surdejsbrød. På madscenen bliver der foredrag og konkurrencer om mad.

Ordet i centrum
Inde på Hedmanska gårdens hyggelige gård ved Lilla torv vil Ordet være i fokus. Her bliver der teater, standup, samtale og debat. Oplev blandt andet den fransk-britiske forfatter Tatiana de Rosnay, den iranske journalist og kvindeforkæmper Parwin Ardalar samt mange af de bedste spoken words artister fra Danmark og Sverige.

Chopin og satire
Underholdningsscenen Palladium vil byde på et verdensomspændende program med teater, dans, performances og musik. Robert Fux & Originalljudet vil stå for ekstravagant samfundssatire. Det internationale kollektiv Sweet and Tender Collaborations skaber og en unik optræden for festivalen, og den unge prisbelønnede polske pianist Jaroslaw Kaliski vil med stor indlevelse fejre Chopins 200-års jubilæum.

Også for børn
Malmöfestivalen er også for børn og familier. Sammen med skaberlystne og legende børn bliver Raoul Wallenbergs park forvandlet til et paradis for alle, hvor der blandt andet vil være fremtidsværksted, en økologisk café, en åben scene, dyrkning af bær- og grøntsager samt et kvindekor. På scenen skal vi opleve Askepot, sjove klovne, mavedanserinder og mange flere figurer i spændende musicals, marionetteatre og danseforestillinger.

Malmöfestivalen værner om miljøet
Malmöfestivalen arbejder kontinuerligt med at forbedre miljøet. To miljøkoordinatorer fra byens miljøudvalg hjælper til med at udvikle festivalens miljøprofil. De uddanner også festivalpersonalet, som alle cykler til arbejdet - selvfølgelig.

Festivalen anvender kun grøn el, hvilket formindskede kuldioxidudslippet med hele 44 tons forrige år. Som udsmykning er der fortrinsvis brugt genbrugs- og organiske materialer. I festivalugen bliver der monteret drikkehaner i city, så man frit kan slukke tørsten i Malmös gode drikkevand, og det økologiske og nærproducerede udvalg af mad er blevet endnu større i år.

Læs mere på www.malmofestivalen.se

 

For pressespørgsmål kontakt:

Anna Kron Boysen
PR Manager
VisitSweden
tlf: +45 26 16 13 76

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden