26. marts 2010

Danskerne bruger Sydsverige som aldrig før

Aldrig tidligere har danskerne shoppet så meget og fået så mange oplevelser i Sydsverige som sidste år. Danskerne har således for alvor fået øjnene op for det svenske land som deres andet hjemland og brugte i 2009 15 pct. flere penge i nabolandet end året før. Det viser en ny undersøgelse fra VisitSweden.

Det vrimler med shoppeglade danskere i de sydsvenske butikker. I de eventyrlige sydsvenske oplevelsesparker hygger danskere sig med familien. Og på hotellerne i Sydsverige står der masser af danskere på listen over gæster. Danskernes begejstring for Sverige vil slet ingen ende tage. 2009 blev turistmæssigt et rekordår for Sydsverige, hvad angår danske besøgende og deres forbrug i Sverige. Det viser en helt ny opgørelse for 2009 fra den svenske turistorganisation VisitSweden, som har til opgave at fremme Sverige internationalt og i 2009 havde særligt fokus på at tiltrække danskere til Sydsverige. VisitSweden kan dermed allerede nu begynde at høste frugterne af deres største indsats i et enkelt land nogensinde:

”Sidste år satte vi i stor stil ind i Danmark for at tiltrække endnu flere danskere til Sydsverige, og vi har en treårig målsætning om at gøre Sverige til danskernes andet hjemland. Derfor er vi selvfølgelig enormt glade for de nye opgørelser, der viser, at vi er rigtig godt på vej mod målet, og at flere og flere danskerne tager til Sverige og får unikke oplevelser,” siger Niels Mouritzen, direktør for region Nord VisitSweden.

Når danskerne tager til den sydlige del af Sverige, er det ikke bare for at få en enkelt oplevelse. De fleste slår flere fluer med et smæk, når de besøger Sydsverige, og tilrettelægger turen med flere forskellige aktiviteter. Shopping er den aktivitet, der er steget mest i 2009 blandt danskerne, nemlig hele 37 pct. Og i gennemsnit brugte hver dansker 1.600 kroner mere end de danske turister året før. ”Der var væsentlig mere klirren i kassen i 2009 hos de syd- og vestsvenske butiksejere, turistattraktioner og hoteller og overnatningssteder end året før.

Den stærke danske valuta har selvfølgelig spillet en rolle, fordi den gør det muligt at gøre nogle rigtig gode køb og få nogle ekstraordinære oplevelser i Sverige til rimelige priser. Men den lave svenske krone gør det dog ikke alene, det handler i høj grad også om de mange unikke aktivitetsmuligheder, som Sydsverige byder på – og som det er helt afgørende for os fortsat at udbrede danskernes kendskab til," siger Niels Mouritzen.

Fakta

Formålet med samarbejdet og kampagnerne er at eksponere interessante oplevelser i Sverige over for danskerne med mindre fokus på destinationer og større fokus på de unikke perler, som findes i Skåne, Blekinge, Småland, Öland, Halland, Västergötland, Bohuslän og Dalsland. Disse perler og oplevelser kan danskerne blandt andet læse om på www.meresverige.dk, hvor man også snart kan booke sin ferie online.

VisitSweden, syv regioner og to byer i det sydlige og vestlige Sverige og fire transportører satser over tre år på at gøre Sverige til danskernes andet hjemland. I 2009 blev der brugt 22 millioner kroner på markedsføringskampagner i Danmark.

Samarbejdet omfatter Tourism in Skåne, Malmö Turism, Region Halland, Göteborg & Co, Västsvenska Turistrådet, Region Blekinge, Regionförbundet Kalmar län, södra Smålands Turistråd og Smålands Turism AB samt Stena Line, Scandlines, DSBFirst og Øresundsbroen.

Gennemsnitlig stigning i antallet af overnattende danskere i Sverige i 2009 i forhold til 2008:
I Syd- og vestsvenske amter: 49,6 procent
I Sverige som helhed: 23,4 procent

For pressespørgsmål kontakt:

Anna Kron Boysen
PR Manager
VisitSweden
tlf: +45 26 16 13 76

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden