26. juni 2009

Tryk på ferietrafikken til Sverige

Danskerne strømmer til Sverige på ferie. I de sydsvenske regioner er antallet af danske overnatninger gennemsnitligt steget med 45 pct. alene i foråret. Alt peger således på, at ekstra mange danskere holder ferie i Sverige denne sommer. VisitSweden har udarbejdet en række gode råd til, hvordan danskerne får mest muligt ud af deres ferie i broderlandet. 

Sverige er cirka ti gange så stort som Danmark, og det bliver en fordel denne sommer. For danskerne har for alvor fået øjnene op for de mange sommerferiemuligheder, Sverige byder på, og strømmer bogstaveligt talt over sundet.

Alene i foråret er antallet af overnattende gæster fra Danmark steget med 45 pct. i Sydsverige, viser nye tal fra VisitSweden.

”I Sydsverige er antallet af overnattende gæster fra Danmark i foråret steget til 105.000 mod 72.000 i samme periode sidste år, viser de seneste tilbagemeldinger fra turisterhvervet. Det siger meget om den øgede interesse for Sydsverige som turistmål. Samtidig oplever vi, at Sverige i stigende grad bliver danskernes førstevalg, når det gælder familiens sommerferie,” siger Niels Mouritzen, direktør for VisitSweden i Danmark.

Den udvikling mærker man også hos Stena Line, der er en af Danmarks store udbydere af rejser og transport til og fra Sverige.

”Vi oplever en eksplosiv vækst i antallet af rejser til Sverige denne sommer. Hvor det tidligere var en- eller todages-ture, der var stor efterspørgsel på, er det nu i høj grad længere ferier på fem dage – eller mere. Vi ligger 32 pct. over sidste års tal, og det er helt uhørt,” siger Carsten Kruse, salgs- & markedschef hos Stena Line.

Book hjemmefra, hvis du selv vil bestemme
Om få uger begynder danskerne for alvor at holde sommerferie i Sverige, og trafikken både til lands og til vands forventes at blive tæt. Det er derfor en god idé at booke sit ophold hjemmefra, så man får mest muligt ud af ferien, lyder et af de gode råd fra VisitSweden.

”Mange danskere har for vane først at booke deres ophold, når de kommer til Sverige. Men har man nogle ganske bestemte ønsker til, hvor man gerne vil bo, så anbefaler vi i år, at man sørger for at booke sin rejse hjemmefra allerede nu. Der bliver nemlig ekstra tryk på denne sommer,” siger Niels Mouritzen.

Se fem gode råd til danskere, der vil holde sommerferie i Sverige nedenfor. For mere information om gode råd og tips til rejser til Sverige – klik ind på Meresverige.dk

Yderligere oplysninger
Niels Mouritzen, VisitSweden, tlf. 28 88 10 75
Carsten Kruse, Stena Line, tlf. 28 88 32 99 
Anna Kron Boysen, VisitSweden, tlf. 33 30 13 70 

Om VisitSweden og MereSverige.dk
På Meresverige.dk kan man hente al nødvendig information om aktivitetsmuligheder, transport, overnatning og ophold i forbindelse med ferie i Sverige, ligesom man kan hente Sverigeskort og finde masser af nyttige ferietips. www.meresverige.dk drives af VisitSweden, som arbejder med at markedsføre Sverige og svenske turistdestinationer og -oplevelser internationalt. Virksomheden ejes af den svenske stat og det svenske turisterhverv.

Fem gode råd til sommerferien i Sverige

Forbered ferien og book hjemmefra
Det giver ro i sindet at vide, hvor man skal bo, og så slipper man for at skulle bruge en halv dag på at finde hytter, hoteller eller campingpladser, der har plads.

Kør tidligt om morgenen
For langt de fleste danskere ligger deres rejsemål i Sverige kun ganske få halve eller hele timer væk. Undgå kø ved at tage af sted tidligt om morgenen, så kan du nyde formiddagskaffen vel ankommet til Sverige. Tager du færgerne fra Frederikshavn eller Helsingør, anbefales det, at man reserverer billet.

Tænk utraditionelt
Vil man sikre sig en anderledes og uforglemmelig oplevelse, er et godt råd at tænke lidt utraditionelt. For eksempel er det de færreste danskere, der ved, at en af Sveriges smukkeste skærgårde ligger ved byen Vestervik på den svenske østkyst få timer fra København. Den nye hjemmeside meresverige.dk er et godt sted at starte, men også mange guidebøger har ofte gode tips om skjulte perler i det svenske.

Spørg de lokale og turistbureauerne
Sverige er et sandt mekka for aktiv ferie med familien. Der er klassiske attraktioner som Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby og Skånes Dyrepark i Höör, som er Nordens største dyrepark med nordiske dyr. Men derudover vrimler Sverige med muligheder for sjove oplevelser sammen med familien. Hold dig derfor ikke tilbage for at spørge de lokale og de lokale turistbureauer om, hvad de vil anbefale. Ofte ligger der i nærområdet masser af muligheder for kanosejlads, ridning, cykling, lystfiskeri og en hel, hel masse andet.

Overhold hastighedsbegrænsningen 
Bøden for at køre for stærkt i Sverige starter ved 2.000 svenske kroner ved bare én km/t mere end det tilladte, og der føres som oftest omfattende fartkontrol i højsæsonen. Overhold derfor hastighedsbegrænsningerne på vejene og brug i stedet pengene på gode oplevelser sammen med dem, du holder af.

Kontaktinformation:
Niels Mouritzen, VisitSweden, tlf. 28 88 10 75
Carsten Kruse, Stena Line, tlf. 28 88 32 99
Anna Kron Boysen, VisitSweden, tlf. 33 30 13 76 

For pressespørgsmål kontakt:

Anna Kron Boysen
PR Manager
VisitSweden
tlf: +45 26 16 13 76

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden