Kultur i Stockholm
Det er Stockholms unikke, naturskønne beliggenhed, der mere end noget andet giver byen sin karakter, atmosfære og specielle karisma.
Byen er bygget på 14 øer i søen Mälarens udløb i Østersøen og Stockholms skærgård, det enestående havlandskab med mere end 24.000 øer. I centrum ligger Gamla Stan og Riddarholmen, to øer der tilsammen danner Nordeuropas største og mest velbevarede middelalderlige bykerne med aner tilbage til det 13. århundrede.
I Gamla Stan ligger det pragtfulde Kungliga Slottet (Nordeuropas største), flere smukke kirker, smalle, maleriske gader og stræder, og en mangfoldighed af butikker, restauranter, barer og caféer. Bydelene Norrmalm, Södermalm og Kungsholmen vrimler med bygninger fra det 18. til det tidlige 20. århundrede, og længere ude ligger de mere moderne forstæder og satellitbyer. Byens årringe er tydelige at aflæse, men i hele Stockholm blandes det moderne og det historiske, det oprindelige og det sofistikerede, hvorved der skabes en karakteristisk og charmerende struktur.
Måske mere end nogen anden storby af denne størrelse præges Stockholm af sin naturnære beliggenhed, sit vand og sine parker. Mod nord, syd, øst og vest er der søer, hav og skov. Endog selve bykernen gennemskæres af åbent vand og vidunderlige parker, skove og rekreative områder, fyldt med historiske seværdigheder og attraktioner.
Når I slentrer i de snævre brostensbelagte gader i Stockholms ”Gamla Stan”, sneen knirker blødt under skoene, og duften af jul hænger i luften, så er det nærmest som taget ud af et ægte gammeldags juleeventyr.
Den ældste del af Stockholm. Her ligger Kungliga Slottet med museer som Livrustkammaren og de daglige vagtafløsninger i den ydre slotsgård.
Moderna Museet i Stockholm ligger på det højeste punkt på øen Skeppsholmen, som kun er et stenkast fra Stockholms centrum.
Fra vikingeskatte til Andy Warhol og fra samekunst til computermusen – museerne i Stockholm venter bare på, at du skal opdage dem.