Aldrig langt til stranden
Malmö er den eneste større by i Nordeuropa, der kan prale af at have helt sin egen strand midt i byen – og oven i købet en vældig god strand, som har fået det internationale blå flag for sit rene, klare vand. Det er den kendte Ribersborg strand, som er 2,5 kilometer lang, og som ofte omtales som "Skandinaviens Copacabana".
På varme sommerdage er stranden fyldt med solbadere – mest familier. Der er noget for enhver smag på Ribersborg – en nøgenbadestrand, et område specielt til hunde og badefaciliteter for handicappede. Den kendte, lange badebro, som går helt ud til den gamle badeanstalt, er kun en af flere, som gør det nemt at komme i vandet, hvis man da ikke har lyst til at gå den halve vej til Danmark i det lave vand.
I de senere år har Ribersborg oplevet hård konkurrence fra de nye havbade i den nye bydel Västra hamnen. Trædækket med de lette stole minder om Cote d'Azur. Her er folk normalt både yngre og smartere. De kommer for at møde venner og for at blive set; ikke mindst, når de tager hovedspring fra de høje broer.
Hvis du vil væk fra Malmö, er der flere fantastiske strande, end det er muligt at nævne her, som alle ligger inden for en time fra byen. Den smukke strand ved det stilige Skanör Falsterbo, som er en eksklusiv og samtidig hyggelig badeby, hvor det er oplagt at gå en tur, ligger ca. 20 minutters kørsel fra det centrale Malmö. Inden for 45 minutter kan du nå frem til strande, der er længere og bredere, end du nogensinde ville forvente det på disse breddegrader, og hvor sandet er så rent og fint, at det nærmest knaser under fødderne. Ljunghusen, Stenhammaren, Åhus og Stenshuvud i den kendte nationalpark af samme navn – listen over fantastiske badestrande i Skåne er reelt endeløs.
Hvis du kan lide at spille golf, hører Skåne til blandt Europas mest eftertragtede rejsemål. Der er ikke mindre end 70 baner inden for en times kørsel fra Malmös centrum, og langt de fleste er af høj kvalitet. Faktisk hører tre af dem til blandt Sveriges fem bedste baner – Barsebäck, Ljunghusen og Falsterbo. Disse tre og mange andre baner ligger i smukke kystområder.