Smålands Skærgård

  • Tjust archipelago in Småland, Southern Sweden
    Tjust archipelago in Småland, Southern Sweden

    Johnny Franzén/Johnér

[text]

Pladser

Tjust Skærgård i det nordøstlige Småland er som skabt til oplevelser – i kajak, på cykel, til fods og med turbåd. Så hvorfor ikke lave din egen ø-hop-ferie med udgangspunkt i Västervik, en rigtig svensk sommerby, der også er værd at gå på opdagelse i. Få her de bedste tip til en håndfuld af de smukkeste øer.

Tag på aktivt eventyr i Smålands skærgård

Mere end 5.000 øer og skær. Nogle ikke større end ryggen af en sæl, andre kilometerlange og -brede med små, maleriske samhällen af falurøde træhuse, kilometervis af grusveje, som snor sig langs kystens bugter og tværs gennem skyggefulde egelunde og duftende blomsterenge for at ende ved en vig med solvarme klipper og en badebro, der bare be’r om at blive brugt.

Vi er i Tjust Skærgård i det nordøstlige Småland – i et område, der er helt anderledes end resten af den smålandske kyst. Lokalbefolkningen kalder selvfølgelig sin skærgård for Sveriges smukkeste. Og der er ingen tvivl om, at skærgården har sit eget kontrastfyldte særpræg. Her dominerer istidens langstrakte smeltevands- dale og danner en utrolig variation. Med strandenge og dyrkede marker i inderskærgården, øer bevokset med dybgrønne nåletræer i mellemskærgården og mere barske, helt nøgne øer med glatslebne klipper og et myldrende fugleliv i yderskærgården.

En skærgård som skabt til oplevelser. Dét hvad enten man er sejlende i egen båd, tager med en af de mange skærgårdsbåde, padler havkajak, lejer cykler på øerne eller ... ja, mulighederne er (næsten) uendelige.

Västervik, den største og mest kendte by i området, er det perfekte udgangspunkt for at udforske øerne. Den moderne købstad med godt 20.000 indbyggere har masser af muligheder for indkøb og aktiviteter for hele familien. Men er også en rigtig svensk sommarby med århundredgamle pastelfarvede træhuse i kringlede, brostensbelagte gader.

”Østersøens perle”, som Västervik også kaldes, ligger lige ud til skærgården og alligevel beskyttet af den lange, smalle Gränsö-halvø. Med et centrum, der ligger direkte ud til vandet, er det helt naturligt, at havneområdet danner rammen om masser af liv og aktivitet.

Ved Fiskaretorget kappes restauranter og cafeer med udendørsservering om pladsen. Lystsejlere, der lægger til her, har bare 10 meter til nærmeste restaurant. Og bådene ud til øerne afgår fra Skærgårdsterminalen på Skeppsbrokajen fem minutter derfra. Der er stor parkeringsplads umiddelbart ved siden af.

" Smålændingerne kalder sin skærgård for Sveriges smukkeste"

Hasselö på to hjul

Gå ombord på den hvide skærgårdsbåd M/S Freden i Skærgårdsterminalen i Västervik og nyd den timelange sejltur gennem skærgården – først ud af fjorden, så nordpå i yderskærgården med de to øer Norra Malmö og Södra Malmö om bagbord til Hasselö. Den skovklædte ø er skærgårdens største og med omkring 25 fastboende også den mest befolkede. Altså en levende skærgårdsø, som også har eget vandrehjem, hvis du vil overnatte.

Gule Monark-cykler lejes i Handelsboa, og så er det ellers bare af sted på de ni kilometer gode grusveje, hvor eneste trafik er andre cykler og måske en traktor. Den lille røde handelsbod ligger i øvrigt ved skærgårdens længste sandstrand, den 200 meter lange børnevenlige Hasselö Sand.

Her er det ikke bare det hvide, lidt grovkornede sand, der lokker, men også hængekøjerne i birketræernes skygge og den lille røde bod af en it-stuga, hvor man kan tjekke sin mail. Et par kilometer syd for stranden kan du overveje at holde frokostpause. Her lokker Restaurant Sjökanten i et tidligere bådehus med skærgårdsbuffét med et udvalg af retter baseret på frisk fisk fra havet, grøntsager fra haven og bær fra skoven. Alt hjemmelavet.

Havkajakken kalder

Du bliver næsten ét med kajakken, når du først har fundet rytmen og glider af sted gennem det blanke vand – helt tæt ved havoverfladen, gennem grønne tangskove, forbi skvalpeskær og småbitte øer.

Her er eneste lyde dit eget åndedrag, pagajens plask, når du trækker den gennem vandet og skrigene fra de uundgåelige måger. Alt efter hvor erfaren du er, kan du selv leje en havkajak et par timer, en hel dag eller tre. Eller tage med på en guidet tur fra skærgården, f.eks. tre timer rundt med guide. Udlejning af havkajakker ved Hasselö Sand.

Vandretur på Rågö

Fortsæt ø-hoppet med en tur til Rågö nord for Hasselö, en rigtig lille skærgårdsperle med den smukkeste kuperede natur, fint kulturlandskab med stendiger og frugtlunde, gamle røde gårde og vidunderlige vandrestier, der indbyder til at opdage øen i eget tempo. Hele øen er naturreservat og ikke længere beboet året rundt.

Men om sommeren er der liv. I Mor Annas hus i Rågöbyn serverer Anita Hultberg og hendes familie alt fra kaffe med hjemmebagt til frokost med nyfanget fisk. Foreningen Tjust Allmogebåtar arrangerer sejlture i gamle, klinkbyggede træjoller. Hvis du da ikke vil leje en sorttjæret eka og ro selv? For dem, der kommer sejlende i egen båd, har Rågö en nyanlagt gæstebro.

Sælsafari med en ørn eller to

Har du nogensinde set en sæl dybt i de mørke, våde øjne? Det er en oplevelse, du aldrig vil glemme, og du kan få den på en safari med Idö Skärgårdsliv, der har hovedkvarter på den lille ø Idö lige uden for indsejlingen til Västervik. Med lidt held møder du både op til tre meter lange, 200-300 kilo tunge gråsæler og Nordeuropas største rovfugl, havørnen.

Den majestætiske fugl med et vingefang på op til 2,4 meter svæver her i yderskærgården, hvor der er rigeligt med mad i det våde spisekammer. Örn- & sälsafari har afgang både fra Horns Udde på fastlandet omkring 10 kilometer sydøst for Västervik og fra Skärgårdsterminalen i Västervik centrum.

Fiskeri på Björkö

Lidt som Bulderby i Astrid Lindgrens elskede klassiker om børnene på Nordgården, Sydgården og Mellemgården. Sådan er Björkö, den store ø i den inderste frodige skærgård, der i dag bebos af tre familier og er ét stort naturreservat med skov og åbne marker. Men også med et ganske særligt fiskevand, som kræver fiskekort, hvilket ellers ikke er tilfældet langs Østersøkysten.

Til gengæld har du mulighed for at fange kæmpemæssige gedder, aborre, fladfisk og sik, en fisk i laksefamilien. Fiskekort købes hos Björkö Gård, der drives af ægteparret Christel og Magnus Alvarsson. Ud over at drive landbrug med masser af dyr lejer de også fiskejoller ud. Og hytter, bl.a. Lillstugan på 46 kvadratmeter. Det benytter mange fiskeglade sommergæster sig af. Hvilket er fuldt forståeligt, når man først har set beliggenheden tæt ved vandet.

The port of Västervik

Västervik

Et besøg i Vestervik, eller en hel ferie, vil belønne turister med dejlige natur- og badeoplevelser, samt hyggelig lokale stemninger og havneliv.

Isaberg in Småland

Isaberg - masser af oplevelsesaktiviteter!

Ferie- og Fritidscentret Isaberg ligger vidunderligt mellem Isabergstoppen og Algustorpasøen i det vestlige Småland, tæt på skov og sø. Netop skoven og vandet er væsentlige elementer i langt de fleste af de mange aktiviteter, der tilbydes.

Canoeing at St Annas archipelago, in Östergötland

Den svenske skærgårde

Stockholms skærgård. Skærgården på den svenske vestkyst. Har I hørt om dem? De svenske skærgårdsområder er sande oaser af perfekt naturlig fred og ro; det fuldkomne sted til at slappe af og opleve en helt anden side af Sverige.

High Chaparral in Småland

6 gode tips til din ferie i Småland

Turistrute 151 i Småland løber mellem Hestra og Värnamo, og byder på en række store oplevelser over en strækning på bare 40 km. De bedste og mest unikke er de 6 brun-hvide attraktioner, som er beskrevet nedenfor.

 

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden