Nedenfor er et udpluk af arrangementerne i Gøteborg; I kan læse mere om alle arrangementer omkring jul og nytår på www.goteborg.com.
Julebyen Gøteborg – Ljusstråket (”Lys-promenaden”)
Du må ikke gå glip af Gøteborgs fantastisk hyggelige julebelysning, som i perioden 7. december til 6. januar omdanner hele strækningen fra havnen, op langs Avenyn og til ‘Jul på Liseberg’ til en smuk ”lys-promenade”. Her undgår du ikke at blive ramt af højtidens stemning – så synes du der ”lige mangler lidt”, kan du helt bestemt sikre dig en solid dosis julestemning her. Du vil blandt opleve ”syngende juletræer”, samt stemningsfulde juleopsætninger og spil i lys og lyd – ikke mindst langs facaderne omkring Götaplatsen.
Læs mere om ”Ljusstråket” på www.goteborg.com
Julemarked i Kronhuset
Hver dag (på nær mandag) i perioden 1-16. december kan du mellem kl.11 og 16 besøge Kronhuset i Gøteborgs centrum, som er en af byens ældste og mest historiske bygninger, og i denne periode omgivet af håndværksboder. Indenfor i huset finder du et hyggeligt gammeldags julemarked, med handlende klædt i datidens tøj – fantastisk stemningsfuldt og interessant!
Kronhuset, som stammer tilbage fra det 17. århundrede, vil være smukt julepyntet, og en sand fornøjelse at opleve i sig selv, mens der også er rigelige muligheder for eventuelt at finde nogle ekstra julegaver blandt de handlendes produkter, som alle er i høj kvalitet og stammer fra egnen.
Gøteborgs Lucia-kroning
Der findes vel ikke meget, som er mere ”svensk” end et hyggeligt, smukt og stemningsfuldt Lucia-optog midt i december-mørket?.. Den 12. december kl.18 bør du planlægge efter at opleve Gøteborgs Lucia-kroning på Kungstorget i Gøteborg.
I foebindelse med denne old-gamle tradition genindvis også Store Saluhallen, mens der efter Lucia-kroningen vil være julekoncert i Vasakyrkan (Vasa-kirken). ”Sæt kryds” ved 12. december – det bliver magisk!
Julemarked i Haga
I Gøteborgs gamle 1800-tals bydel ”Haga” kan du i weekenderne 1-2., 8-9. og 15-16. december opleve et fortrinligt julemarked i et autentisk miljø, med brostensbelagte gader og smøger imellem lave træhuse. I julemåneden bidrager duften af Lucia-boller, glögg og peberkager til en dejlig stemning.
Atmosfæren og den hyggelige julestemning er bare helt unik langs den julepyntede Haga Nygata, hvor både de små butikker, såvel som småhandlende i boder, tilbyder deres lokalproducerede og ofte økologiske julevarer, samt meget andet – du kan naturligvis stadig shoppe blandt de små butikkers berømte moderne og ‘vintage’-varer.
Se mere på og www.goteborg.com
Jul på Liseberg
Midt i Gøteborg danner forlystelsesparken Liseberg igennem december måned rammen om masser af juleaktiviteter, Sveriges største julemarked og stemningsfuld juleudsmykning med hele 5 millioner lys.
Fra over 80 boder i parken sælges julepynt, julemad og juleslik – du kan få alt fra marcipangrise til sild, glögg og peberkager. Desuden er der masser af dejligt jule- og vinterhåndværk, så måske finder du fine gaveidéer. Samtidig er her masser af liv omkring børneattraktionerne og skøjtebanen. Alt-i-alt er Jul på Liseberg bare den helt rigtige jule-oplevelse for hele familien og garanterer at alle kommer i højtidens rette stemning.
Du kan finde yderligere information på www.liseberg.se og www.goteborg.com