Seværdigheder på Øland

  • One of many beaches at Öland
    One of many beaches at Öland

    Ulf Huett-Nilsson/VisitSweden

[text]

Pladser

Öland er en enestående ø i Østersøen. Formet som en asparges byder den lange ø på alt det bedste, I kan drømme om af en familieferie. Og så blot tre timers kørsel fra Danmark.

Öland er vildt lang og ekstremt smal. Næsten 140 kilometer på langs og intet sted mere end 15 kilometer i bredden – for det meste bare 10. En herlig og overraskende ø i Østersøen, blot et smut over den flotte bro fra Kalmar, før jeres bil rammer øen, omtrent midt på den.

Trods den korte afstand fra fastlandet byder Öland på sit helt eget univers. Den adskiller sig nemlig på mange måder fra det øvrige Sydsverige. Her møder I ikke de vældige, mørke nåleskove, som ellers er indbegrebet af Sverige. Heller ikke de talrige søer, og i hvert fald ingen, som en fastlandssvensker ville kalde for andet end pytter.

Og ingen højder, som bringer pulsen op hos jer, når I sidder på cykelsadlen og træder i pedalerne. Til gengæld er her selvfølgelig masser af hav. Og så en svenskerrekord: Flest solskinstimer noget sted i Sverige! Ikke så ringe endda, især med de dusinvis af fine sandstrande, som lokker til leg, solbadning og svømning.

Nuttede blomster i grøfterne

Her er så nuttet og kønt. De mange grøftekanter med deres overflod af kønne vilde lupiner, valmuer, klokkeblomster og mange andre arter, som I vil stoppe op og nyde igen og igen, lige meget om I sidder i bilen, cykler eller vandrer.

Bitte små veje, så smalle, at der er lavet vigepladser nu og da, hvor den ene bil må holde ind, for at den modkørende kan passere. På engene er der græssende får og køer, som stikker snuderne så langt frem over hegnet, at I kan klappe dem på hovedet.

Buttede stubmøller, maleriske små huse, måske op til en gul rapsmark og med udsigt til det blå, glinsende hav. Naturen på Öland er heller ikke uden pudsige naturfænomener hér og dér. Som eksempelvis ved de mærkværdige ”raukaer” nær ved Byrum på nordvestsiden af Öland. Disse fritstående stensøjler har de særeste udformninger, så I kan sammen med jeres børn lade fantasien blomstre og finde på, hvilke dyr, ansigter eller andre temaer ”raukaerne” ligner. Og glem endelig ikke Ölands største og mest enestående stykke natur, Alvaret. Et stort steppeagtigt område med et utal af blomster, heraf flere end 30 vilde arter af orkideer.

"Masser af sol og nogle af Sveriges allerbedste strande."

Sveriges bedste strande

Strandene på Öland er et kapitel for sig. De går igen på topti-lister over Sveriges bedste. En af Ölands – og landets – bedste badestrande ligger ved Böda helt oppe i nordøst. Sandet er gyldent og fint, og det fortsætter såmænd ud i havet, så I har en blød sandbund at stå på uden at skulle ømme jer over at træde på skarpe sten. Böda Sand er et ferieland, som ligger lige ved stranden, og her kan I oplagt vælge at bo lige efter det ønske, I har.

Har I campingvogn, måske blot et telt, eller vil I bo komfortabelt i en af hytterne, så er valget jeres. Flere end 1250 campingpladser, 165 hytter og endda mondæne strandvillaer er der at vælge imellem. Syv vandrutsjebaner, linegang over vand og herlige børnevandbassiner er bare eksempler på Böda Sands tilbud til de mindre i familien.

Og sidst på eftermiddagen, når solen har mistet lidt af sin styrke, går I måske ud og tar’ en runde på minigolfbanen eller morer jer sammen over nogle af de sjove påhit, som de optrædende på den store scene viser. Om aftenen, når ungerne trætte og mættede af dagens oplevelser sover tungt, sidder I nok selv og puster lidt ud over et krus kaffe eller et glas vin. Lytter til havets blide bølgeskvulp, aftenens sidste kåde fuglekvidren eller måske bare denne særlige magiske lyd af ro, som Öland er så rig på.

Cyklen er uundværlig

Böda Sand er et godt udgangspunkt for at opleve Öland. Men I skal selvfølgelig tænke på øens længde. Den overrasker, så læg en plan for, hvad I vil se. I det nære, omkring Böda Sand, er der flere dejlige cykelruter, som I kan nå tæt på, men vil I længere væk sydover, er det nok en idé at tage cyklerne med bag på bilen.

I kan også leje cykler i de større byer på øen. På Öland findes et hav af små cykelstier, hvor I sammen får det bedste udbytte. Her er stort set ingen højder, så selv den fireårige purk kan være med uden at blive træt.

Fascinerende Troldeskov

Det kan varmt anbefales at leje cykler og – måske efter et stop ved fyrtårnet, Långe Erik, på Ölands nordligste spids – tage køre turen ind i bugten mod Troldeskoven. Her udgør et netværk af stier mellem de op til 200 år gamle krogede træer, der har oplevet lidt af hvert under skiftende nordiske kongers jagtselskaber og selskabslege, et fantastisk sted at gå sig en tur og lade børnene lege og bruge noget energi i naturen. Bagefter kan man dvæle ved de flotte og fantasifulde udstillinger om naturen i de små træhytter ved indgangen til skoven.

Ölands historie for børn

Öland har flere større og små borgruiner. To af de mest kendte og mest seværdige er Borgholms Slott og Eketorps Borg. De er begge et besøg værd – bestemt også for jeres børn – for historie behøver altså ikke at være kedelig.

Eketorps Borg er et hit for børn, for her er der i sommermånederne fuld damp på aktiviteter, som gør dagligdagen i Jernalderen levende. ”Rigtige” mennesker træder frem i datidens klædedragter, smeder jern, bager brød over sagte ild, bygger gærder af sten – alt sammen livagtigt. Børnene kan være med til at lave mad, bygge huse, kere om husdyrene, sysle om de huslige gøremål og så videre. Eketorps er genopført, som den så ud i 500-tallet.

Ridder for en dag

Borgholms Slotsruin har sine aner i 1200-tallet. En overdådig forsvarsborg, som vores kong Valdemar Atterdag overtog i 1361 i sine velmagtsdage. Det er først, når I står lige ved borgen, at I fornemmer dens kolossale størrelse. I starten af 1800-tallet ændrede det middelalderlige Borgholm status fra borg til ruin.

Teorien er, at forpagteren af borgen var en sjuskemikkel. Han sørgede ikke for at holde borgen ved lige, og for at skjule sin elendige forpagtning satte han ild på den i håb om, at den ville brænde ned. Det gjorde den heldigvis ikke helt, men alligevel nok til at blive kaldt en ruin. Nu er det næppe historiske facts, jeres børn gider at lytte til.

Til gengæld vil de få det vildt spændende med at høre hertuginden Ingeborg byde børnene velkommen og lære dem om, hvad en rigtig middelalderridder var for én, hvad han arbejdede med, og hvordan man red på en ridderhest dengang. Ungerne får selv mulighed for at ride på rigtige ridderheste under sikker overvågning af voksne. Jeres største udfordring bliver nok at få poderne hevet tilbage fra Middelalderen til nutiden!

Halltorps Gästgiveri

Halltorps Gästgiveri er altid et besøg værd, hvadenten det blot er for en bid mad, et større måltid eller festselskab, eller et længere ophold, hvor du kan nyde blandt andet sauna og jacuzzi med mere. Forkæl eventuelt dig selv og dine nærmeste med en udsøgt middag med røget hjortekød, salat og lokale bær – eller måske dagens friskfangede fisk med nye kartofler, hjemmelavet sorbet-is og andre lækkerier. En herlig aften venter på Halltorps Gästgiveri som en perfekt afslutning på en dejlig dag på smukke Øland.

Tosselilla sommarland in Tomelilla

Badeland i Sverige

Med tropiske vand- og lufttemperaturer, rutchebaner, boblebade, bølger og meget mere er en tur i badeland et garanteret ’hit’ for alle.

Färjestaden, Öland

Turistbureauer på Øland

Her nedenfor kan du finde kontaktinformationer og oplysninger på de fleste af Ølands mange turistkontorer - det er altid let at finde den information og hjælp du skal bruge.

The lighthouse Långe Jan, Öland

Ølands Sydspids

Længst ude på Ølands sydspids, ”Södra Udde”, står fyret ”Långe Jan”, pendanten til fyret oppe på nordspidsen ”Långe Erik”. ”Jan” er 42 m. høj, og er dermed Sveriges højeste fyr.

Eco-tourism by Nature’s Best – AviFauna

Oplevelser

I kan helt selv vælge, hvor I vil ta’ hen, hvad I vil gøre, og hvornår! Find og bestil jeres ”grønne” aktiviteter hos Nature’s Best, Sveriges nationale kvalitetsmærke for udbydere af øko-turist aktiviteter, eller hos Svenska Turistföreningen, eller bare STF.

 

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden