Miniferie i Småland

  • Gränna
    Gränna

    Smalandsbilder/Gränna

  • Visingsö
    Visingsö

    smalandsbilder.se/småland

[text]

Pladser

De fleste danskere forbinder sikkert Småland med Emil fra Lønneberg og Astrid Lindgrens Verden, men det midtsvenske område kan også sagtens danne ramme om en romantisk ferie med din partner.

Start for eksempel med at booke et temaværelse på det lækre Huskvarna Stadshotel. I symaskinens hjemby er byens gamle byhotel blevet forandret til et lækkert designhotel, hvor I eksempelvis kan vælge Nature Room med knirkende trægulve, regnskovsbruser, strandsten på badeværelset og kronhjort over sengen. Eller hvad med det lyseblå Himmelværelse med svævende ”skyer” hængende ned fra loftet. Eller Pink Room eller Antik Room.

Alle værelser er forskellige, og fællesarealerne er et charmerende miks af møbler og genstande, der tilsammen oser af god stil. Hotellet ligger meget underspillet på hjørnet af en gade, brunt og 70’er-agtigt udvendigt, men übercool indvendigt.

Og når I har nydt de fede designdetaljer og prøvet hotellets udendørs spa, kan I passende køre til Jönköping og spise en god middag på Restaurant Sjön, der er åbnet af stjernekokken Tommy Myllymäki tidligere på året. Den ligner næsten et museum for moderne kunst, som den ligger der støbt i beton med et flyvende tag ved bredden af Vättern.

Foran restauranten er der en stor, cool strandbar og terrasse, dels med loungestole til at indtage drinks, dels med en afdeling for spisende gæster. Du kan blive bænket ved et langt bord med bænke ved den ene side og udsigt ud over Sveriges andenstørste sø, som er så stor, at den mere ligner et hav. Solnedgangen over søen er i hvert fald mindst lige så smuk, som den kan være over havet ved de danske kyster.

Det er det ideelle sted at indtage en romantisk middag med sin udkårne. Bagefter kan man hænge i strandbaren – undskyld søbaren – og nyde en after dinner drink eller en kop kaffe og den smukke udsigt.

"Det er det ideelle sted at indtage en romantisk middag med sin udkårne"

Polkagrisens hjemby

Hvem bliver for gammel til at besøge en by, hvor alt handler om bolsjer? Nej vel? Gränna er en nuttet lille svensk landsby med ikke færre end 22 bolsjekogerier. Og hvorfor er de mennesker i Gränna så lige gået totalt amok i bolsjeproduktion? Jo, nu skal I høre historien, som i øvrigt bliver gentaget på så godt som alle besøg på de lokale bolsjekogerier

For godt 100 år siden boede en familie i Gränna, Amalie og hendes mand og deres datter. Amalies mand døde, og hun blev enke og eneforsørger for sin unge datter. Dengang var kvinder ikke vant til at arbejde, men Amalie lagde hovedet i blød og fandt på, at hun kunne lave sukkergodt til begravelser.

Det var en velkendt skik, at der blev bagt fint bagværk, som blev givet i gave til familier, når de havde mistet et familiemedlem. Amalie blev snart ferm til at bage smukt sukkerværk, og så opfandt hun en opskrift på en rød og hvid bolsjestang, som fik navnet Polkagris. Polka var en populær dans på den tid, så slikstangen er opkaldt efter tidens dans. Amalies Polkagrise blev så stor en sællert, at en del af naboerne gjorde hende kunsten efter, og i dag ligger bolsjekogerierne nærmest side om side i den lille, hyggelige by.

Bombardement for sanserne

Et besøg i et af bolsjekogerierne er et sandt bombardement for sanserne. Der dufter af sødt sukkerstads, når bolsjemassen bliver kogt på komfuret, og når den bliver hældt flydende ud på bordet, og når bolsjedrenge og piger trækker, vrider, klipper og klapper bolsjemassen i den rette facon.

I selve forretningen er det et slaraffenland for syn og lugtesans. Bolsjer fylder butikken fra gulv til loft og fås i utallige farvekombinationer, i kræmmerhuse, i glas med stof på låget, som slikstokke og store slikkepinde, som bolsjebrud og naturligvis som den originale polkagris, som startede det hele.

I Gränna kan man besøge Amalies hus, men det er også en god idé at have tid til at drysse rundt i hovedgaden og de små gyder bag den samt på havnen, hvorfra færgen går til Visingsö, som er en aflang ø et lille stykke ude i Vättern.

Den store attraktion på Visingsö er kongeborgen fra 1100-tallet og remmalag – hestevognskørsel med lange vogne med polstrede bænke på. Det er en afslappende og hyggelig fornøjelse at se den nordlige del af øen og kirken i roligt tempo, men man kan også vælge at leje cykler og køre øen rundt i eget tempo og med mulighed for at stoppe og udforske øen, hvor man har lyst.

Borgruinen er en ren børnemagnet. Børn i alle aldre leger, kravler, løber og boltrer sig på og rundt om ruinen. Der er heldigvis plads nok at røre sig på, så hvis I har lyst til at have det lidt fredeligt for jer selv, er der også rig mulighed for det, og det kan anbefales at bestille en picnickurv hos den nærliggende restaurant. Her er alt, hvad man behøver til en dejlig svensk frokost med ternet dug og lidt sødt til kaffen, måske afsluttet – hvis efterårsvejret viser sig fra sin milde side – med en dukkert på stranden ved siden af den lille lystbådshavn, inden færgen atter afgår mod fastlandet.

Tjust archipelago in Småland, Southern Sweden

Smålands Skærgård

Tjust Skærgård i det nordøstlige Småland er som skabt til oplevelser!

Eksjö in Småland

Borneaktiviteter i Småland

Det sydlige Småland er et eldorado for børn. Her findes noget for enhver smag og for alle aldre.

Hostel Åsens By in Småland

Kultur, historie og kunst

Er I vilde med svensk kultur, historie og kunst? Ta’ med på ABBA rundvisningen i Stockholm eller prøv at leve som en viking ude på Gotland.

Golf in Småland

Golf i Småland

Småland rummer dybe skove, fredelige enge og glitrende søer og meget mere. Sætter du kursen mod denne region venter der med andre ord mange herlige golfoverraskelser.

 

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden