Efterårsferie - Udvalgte efterårsaktiviteter i Sverige

  • The Slottsskogen park in Gothenburg
    The Slottsskogen park in Gothenburg

    © Matton

[text]

Pladser

Vores svenske broderfolk kalder efteråret for hösten. En betegnelse, der på mange måder er mere korrekt end den danske, for efteråret har gennem alle tider været årstiden, hvor vi høster frugterne af forårets og sommerens slidsomme arbejde.

Efteråret er en berigende tid, hvor naturen viser sig fra sin allermest gavmilde og farverige side.

I Sverige er efteråret en højtid der fejres behørigt, og overalt i Sverige fejrer de lokale, at høsten er i lade med store såkaldte skördefester. De svenske skove, de bakkede marker, de gigantiske søer og havet byder på rige gaver. Svampe, bær, skaldyr, friske fisk - ja, sågar druer til gode vine - er blot en lille del af det gastronomiske skatkammer i Sydsverige.

Brug siderne her til at finde inspiration og gode tips til en fantastisk ferie eller et weekend-besøg ´hinsidan´. Hvad med f.eks. en skaldyrssafari i den Vestsvenske skærgård eller en madvandring på Bjärehalvøen, hvor skoven er malet i de smukkeste kulører og maden smager så fuglene synger.

Efterårets lysfest

Den 27. september forvandles efterårsmørket til en glitrende, farvespækket prisme af lys i Alingsås nordøst for Göteborg. Lysfestivalen Lights in Alingsås er Europas største udstilling for eksperimenterende lys, og overalt i byen oplyses facader, kirketårn, torv og træer af spændende lys.

Det er 14. gang, at Lights in Alingsås lyser hele byen op, og sidste år besøgte 85.000 gæster de farvestrålende lysinstallationer. Man kan gå rundt i byen på egen hånd, men man kan også vælge at følge en opmærket sti rundt mellem de forskellige installationer eller tage en guidet tur med information om tankerne bag hver af de enkelte indslag. Lysfestivalen fortsætter til den 3. november.

Udstillingen startede som en test af elever fra Göteborg Universitet, og nu er Alingsås samlingspunkt for verdens bedste lysarkitekter. I forbindelse med den årlige udstilling afholdes forskellige foredrag og seminarer om lys og lyssætning.

Laes mere her.

Malmø går petanque-amok

I 1960’erne introducerede Prins Bertil, ”Idrætsprinsen”, spillet pétanque i Sverige. Den franske sport blev hurtigt meget populær og kom til at gå under navnet boule. Boule er en præcisionssport, som hverken handler om styrke eller hurtighed. Koncentrationsevnen er det vigtigste redskab, og alle kan være med. De sidste 10 år har stockholmerne haft såkaldte boulebarer, der på samme måde som bowlinghaller kombinerer sporten med mad og hygge sammen med venner og familie.

Nu er konceptet boulebar også kommet til Malmø, hvor den nyåbnede Boulebar har 16 indendørs og 8 udendørs baner sammen med restaurant. Boulebaren ligger blot syv minutters gang fra centralstationen og kan med fordel kombineres med et besøg i Sveriges tredjestørste by.

Se mere på www.boulebar.se

Möllevångstorget in Malmö

Malmø - Københavns smukke baghave

Malmø er en lille guldgrube af lækre restauranter, hyggelige cafeer og masser af shopping og kulturoplevelser. Og så er det hele kun en sviptur væk fra Danmark.

Bathing in the archipelago at Kinnekulle

En bid af Vänern

Oplevelser for alle sanser ligger tæt ved Sveriges største sø: Fra en tur i den delikate fiskerogn löjromens tegn og besøg på det romantiske Läckö Slot til vandreture på Kinnekullemassivet og besøg ved Gøta Kanalen i Sjötorp, dér, hvor den historiske kanal tværs gennem Sverige begynder og ender.

Leg med fortiden

Malmøhus Slot er Nordens ældste bevarede renæssanceslot, og takket være en større ombygning huser det nu en af Sveriges største museer, Malmø Museum. Mange spændende udstillinger fylder de gamle rum, og i år kan besøgende i alle aldre drømme sig tilbage til barndommens land med udstillingen ”Livet er en leg”. Frem til december 2014 kan man gå mellem legesager fra mange årtier og i alt 6.000 genstande. Se åbningstider på www.malmo.se/evenemang.

Tag med piraterne tilbage i tiden

Helt ude på klipperne i Skagerraks skærgård indtager fortidens kaprere Havets Hus. Det store akvarium benytter efterårsferien til at vise, hvordan alverdens verdensberømte pirater levede, rejste og plyndrede. Gå på skattejagt i akvariet, eller mød børnebørnene til den kendte svenske pirat Ingela Gatherhielm. Akvariet har fokus på Vesterhavets dyreliv, så mange af de dyrearter, som Sverige og Danmark deler, findes i huset. Sanserne er i fokus, og man kan mærke på alt fra eremitkrebs og søstjerner.

Find mere information på www.havetshus.se.

Kingdom of Crystal in Småland

Glasriket i Småland

Glaskunst er selvfølgelig en vigtig del af et besøg i Glasriget, men der bydes også på masser af andre gode oplevelser. Glasriget er meget mere end bare glas. Tag en tur forbi Glasriget og afsæt tid til blandt andet at fiske, besøge en cirkus-skole, tage på ”vagabond-eventyr” eller mød alle dyrene på en gård.

Astrid Lindgrens Värld in Vimmerby, Småland

Efterårsferie i Astrid Lindgrens Verden

Astrid Lindgrens Verden i Småland åbnede i juni et nyt og større Katholt, hvor Emil kan lave endnu flere løjer – og han vil rigtig gerne møde danske ligesindede.

På bræt gennem naturen

I Syd- og Midtsverige ligger søerne tæt, og mellem landets to største søer, Vänern og Vättern, findes der utallige muligheder for at bevæge sig rundt ad vandvejen. I Ösjönäs er det muligt at prøve den nye trend Stand Up Paddling (SUP), hvor man i stedet for at sidde i en kajak står op på et bredt bræt. En time inklusive introduktion koster 200 svenske kroner per person, men man kan også tage på en længere tur med overnatning og komme helt tæt på naturen.

Læs mere her.

Inspiration til haven

En have er ikke blot en have – man kan vælge at anlægge den i barokstil, med sydlandsk inspiration eller efter stringent japansk design. I september og oktober deler eksperterne bag den smukke have ved Apotekarns Trädgård i Simrishamn ud af deres tips til en harmonisk og spændende have.

På kurset kommer man vidt omkring og får inspiration fra haven, der nyder godt af det milde klima ved Østersøen og selv er anlagt efter traditionel toscansk stil. Apotekarns Trädgård kan dog også sagtens besøges, uden at man skal på havekursus.

Læs mere om haven og kurserne på www.apotekarns.com.

Plastic-øer på udstilling

Opfindelsen af plastic har gjort livet meget lettere for os mennesker, men på samme tid gjort det sværere for Jorden at kapere. Materialet, som ikke kan nedbrydes naturligt, ligger nu som store, svuppende øer i jordklodens søer og have, og de kunstige øer vokser hele tiden. Det illustrerer museet Vandalorum i Småland nu med udstillingen Out to Sea?, der åbner den 4. oktober.

Med fotos, lyd og installationer af de kæmpemæssige plastic-bjerge viser udstillingen, hvad vores forbrug medfører. Out to Sea? kommer fra Schweiz og er tænkt som en øjenåbner for vigtigheden af at genbruge og sortere sit skrald. Det er aldrig for tidligt at blive bevidst om sin evne til at påvirke verdens fremtid, og udstillingen er en enestående pædagogisk samling for både børn og voksne.

Åbningstider og anden information findes på www.vandalorum.se.

Tändsticksområdet in Jönköping

Miniferie i Småland

De fleste danskere forbinder sikkert Småland med Emil fra Lønneberg og Astrid Lindgrens Verden, men det midtsvenske område kan også sagtens danne ramme om en romantisk ferie med din partner.
Start for eksempel med at booke et temaværelse på det lækre Huskvarna Stadshotel.

Efterårskonkurrence

VisitSweden og golfklubben, Tegelberga GK giver dig chancen for at vinde fire greenfeebiletter og frokost for fire personer.

På cykelferie i skærgården

Ikke langt fra storbyen Göteborg finder man 10 øer med en unik ro, hvor hvilepulsen synker helt ned i et afslappet leje. Öckerøerne ligger midt i Göteborgs skærgård med klipper og vidtstrakt hav til alle sider og frister med en fantastisk nærhed til naturen. Flere af øerne er bilfrie, og den bedste måde at komme rundt på er med cykel. Oplev skærgården på en todagestur med overnatning, cykelleje og middag, og tag derefter tilbage til civilisationen med fornyet energi.

Se priser og mere information på www.cyklaiskargarden.se.

Bo på en øde ø

Når efteråret rigtig gør sit indtog i Kalmar, er der ikke noget skønnere end at vandre gennem en svensk skov med dens skiftende farver, lugte og indtryk. I Glasriket, der er hjemsted for generationer af svensk glaskunst, afholdes der i løbet af efteråret talrige aktiviteter og udflugter i området.

Vandringer langs den mystiske sø Ödevaten er en særlig oplevelse, hvor guider fortæller om, hvordan naturen og dyrelivet gør sig klar til vinter. Efter en rotur over søen kommer man til en øde ø, hvor en særlig vildmarksmenu laves over bål og krydres med eventyr og skrøner fra gamle dage. Man kan overnatte på øen i tipier, og dagen efter vågner man til fuglesang og nybagt brød. En helt særlig oplevelse.

Booking kan foretages på www.glasriket.se.

Blæs dine egne glas

Et af Sveriges fremmeste kunsthåndværk er glas – tænk blot på Kosta Boda og Orrefors. Området omkring Kalmar har tilnavnet Glasriket på grund af den store koncentration af glaspustere og værksteder.

De kreative kan prøve kræfter med glaspusteriet og besøge Sveriges eneste glasmuseum. Her kan man opleve et ægte håndværk, opleve nyskabende design og selv lege med glas i alle afskygninger.

Læs mere om mulighederne på www.glasriket.se.

Efterårsmarked på Öland

Sveriges største høstfest finder sted på øen Öland ud for Sveriges østkyst. Den 26.-29. september er hele øen klædt på til fest med godt 900 aktiviteter. Madlavningskonkurrencer, lysshow, udstillinger, dukketeater og parade gennem byen er blot nogle af de ting, der er på programmet. Derudover er den store attraktion selvfølgelig selve markedet, hvor handlende og købere flokkes om de lokalproducerede varer af alt, hvad efterårets høst byder på.

Læs meget mere på www.skordefest.nu.

Fotokunst i verdensklasse

Det inspirerende museum Fotografiska i Stockholm har på få år udviklet sig til en af verdens bedste museer for fotokunst. I år er fokus på sværvægteren Helmut Newton, som bliver hyldet med en udstilling frem til den 29. september. Sideløbende udstilles flere andre fotografer i museets store sale i den gamle toldbygning på havnefronten. Nyt i år er, at man kan tage færgen til museet og på den måde få set en del af Stockholm fra vandvejen.

Se mere på www.fotografiska.eu.

Tag med på hummersafari

En af de helt store oplevelser på den svenske vestkyst er, når sæsonen for hummerfiskeri starter. Hver dag fra den 23. september til midten af november sejler fiskekuttere fra kystens havne ud på havet for at fiske de velsmagende hummere. Det er en unik oplevelse at se, hvordan fiskerne haler fyldte net i land på båden, og turen giver en helt speciel fornemmelse af naturens kredsløb. Flere af hotellerne i området omkring Göteborg arrangerer hummersafari, og der findes også mange lokale arrangører.

Se mere på www.honohotell.se eller www.vastsverige.com.

Isaberg in Småland

Efterårsferie i Isaberg

Isaberg byder på nye eventyr for hele familien – bl.a. en helt ny ”Tree Top Adventure”-bane, der inviterer hele familien på skovtur i 15 meters højde.

Restaurant Grill with different interior design

Jagten på det perfekte fund

Smålandske loppemarkeder er en rejse værd i sig selv, så pak weekend-tasken og tag på opdagelse på de mange hyggelige svenske markeder.

Prime wine bar at Sibyllegatan in Stockholm

Skånes Bourgogne

Hällåkra Vingård i det sydligste Skåne er én blandt efterhånden mange i regionen, der producerer ægte kvalitetsvine. Det kan varmt anbefales at besøge gården for en guidet rundvisning, hvor du ikke blot vil lære en masse om vindyrkning, men også får chancen for at smager på de fine dråber.

One of many beaches at Öland

Du skønne Øland

Øland er en enestående ø i Østersøen. Formet som en asparges byder den lange ø på alt det bedste, I kan drømme om af en familieferie. Og så blot tre timers kørsel fra Danmark.

 

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden