[text]

Sejlsport i Sverige

Har I nogensinde tænkt over, hvorfor man næsten aldrig møder nogle svenske lystsejlere i Middelhavet om sommeren? Det er da fordi, de godt ved, at det bedste sted at sejle netop om sommeren er hjemme i Sverige! Hvad forventer I på en sejlerferie? En vidunderlig uspoleret kyst fyldt med små og store skærgårdsområder? På plads! Hyggelige dage ude på øerne på den typisk svenske afslappede facon; uberørt natur, rene strande og jeres helt egen ubeboede ø? På plads! Eller øer og kyster med fiskerlejer med storslåede fiskerestauranter, caféer og liv og glade dage på kajen? På plads!

  • Sailing in Sweden

Sailing in Sweden

Hovedsæsonen for sejlsport i Sverige går fra juli til september; i højsommeren er det kun rigtigt mørkt ca. 3 timer om dagen – eller rettere natten. Så der er næsten hele tiden dagslys nok til at sejle langs de svenske kyster og de svenske farvande.

I kan f.eks. sejle helt oppe i bunden af den Botniske Bugt i Lapland og gå i land for at opleve det mærkværdige og samtidigt smukke landskab på Höga Kusten på den nordsvenske østkyst. Eller søge til Stockholms skærgård med bl.a. øerne Finnhamn, Grinda, Utö og Sandhamn, der alle har restauranter, værtshuse, smuk natur og masser af aktiviteter. Der er sådan ca. 24.000 øer og skær i Stockholms skærgård, så I har alle muligheder for at finde jeres egen lille lysegrønne ø.

Sejl tilbage til middelalderen

Hvis I vil opleve sporene efter middelalder Sverige, så sæt kursen mod Gotland med den yderst velbevarede middelalderlige Visby eller mod Øland med de gamle vikingebopladser og sommerlivet på svenskerens foretrukne ferieø. Glæd jer til forplejningen ombord; maden på både Gotland og Øland er i topklasse. 

Man bliver sulten af havluften, og er I interesseret i både sejlsport og god mad, så styr i retning af den svenske vestkyst. Hele området fra Gøteborg og byens flere restauranter med Michelin-stjerner, over det sommersummende fiskerleje Smögen og nord på til den norske grænse er helt retfærdigt blevet verdensberømt for de fantastisk lækre skaldyr:

Hummer, østers og rejer. Smagen af Vestsverige går man aldrig fejl af! 

Øerne i vest

Ud for kysten venter oplevelserne i Bohusläns skærgård; mere end 1.000 øer og skær fra ubeboede røde granit øer til de kendtes yndlingssted Marstrand med de store yachter, kapsejladserne og den berømte Carlstens Fästning. Eller hvis det er fred, ro og idyl I vil ha’, så læg kursen mod Kosterøerne, de uspolerede naturområder og Koster Havets marine nationalpark.

Og I ved jo allerede…at alene sejlturen er fantastisk.

Sejlsport er veludviklet og velorganiserert i Sverige, og der er et væld af lystbådehavne og anløbspladser langs hele Sveriges lange kyst. Hvis I ikke kommer i eller med jeres egen båd, er der masser af muligheder for at leje båd, lige fra en jolle til at fiske fra til store lystyachter.

Reklamer:

A part of the official gateway to Sweden