Stockholm
Du har vel hørt om Pippi Langstrømpe? Hvis du og børnene kan lide Astrid Lindgrens børnebøger, så er Junibacken i Stockholm et oplagt udflugtsmål. Det findes på den smukke, grønne ø Djurgården, som kun er 10 minutter fra centrum med bus. Eller en kort bådtur – hvilket er sjovere.
Junibacken er ikke så meget et museum som en hyldest til de mange skikkelser i Astrid Lindgrens og andre skandinaviske forfatteres børnebøger, og du og børnene kan nemt få en dag til at gå her. Børnene kan møde Pippi Langstrømpe og besøge hendes hus "Villa Villekulla", og de kan møde Alfons Åberg, Mumitroldene og mange andre kendte og elskede figurer. Prøv også eventyrtoget fra Vimmerby Station, som tager dig på en rejse gennem Astrids Lindgrens fortællinger.
Andre spændende oplevelser er børnenes teater, boghandelen, kunsthåndværk og ansigtsmaling. Og Junibacken har også en rigtigt god restaurant, der byder på traditionelle svenske retter. Lyder pandekager med syltetøj og letpisket flødeskum måske ikke godt?
Gøteborg
Universeum i Gøteborg er et fantastisk sted, uanset om du er barn eller bare en barnlig sjæl. Dette videnskabs/læringscenter breder sig over syv etager og syv udstillinger: Bevaringsprojekter, regnskoven, akvariehallen, vandets vej, farlige skønheder, Kaleido og Explora. Der er ikke tale om de sædvanlige "nej, det ser vel nok interessant ud"-udstillinger – på Universeum kan du kæle med rotter (men ikke med giftslangerne), du kan deltage i eksperimenter, kravle ind i et rumskib og prøve sjove aktiviteter i de forskellige zoner. Hvis du mener, at dine børn vil synes, at det er rigtigt sjovt, så tager du ikke fejl.
Du bør afsætte mindst en halv dag til at se og opleve alt det, Universeum har at byde på – I vil ikke fortryde det. Universeums levende miljøer – akvariehallen, regnskoven og vandets vej – er specielt fascinerende, fordi du får lov til at se alle de forskellige dyre- og plantearter helt tæt på.
Universeum ligger midt i Gøteborg lige ved siden af forlystelsesparken Liseberg.
Malmø
Malmø Museer ligger sammen med renæssanceslottet Malmöhus midt inde i Malmø i et skyggefuldt grønt område omkranset af hyggelige kanaler.
Museet fortæller gennem sine permanente udstillinger om Skånes historie fra stenalder til moderne tid; der er også permanente udstillinger om natur, teknik og søfart. Hvert år har museet mere end 10 sær-udstillinger, og i "Fotografins rum" præsenteres løbende fotoudstillinger med varierende temaer.
Derudover kan I gå på opdagelse i en rigtig ubåd, se levende gutefår på slottets gamle volde og gyse over piratfiskene og slanger i museets populære akvarium!